Gå til hovedindhold

Det politiske grundlag

Den fysiske byudvikling af Gellerup-Toveshøj er forankret i Helhedsplan Gellerup-Toveshøj, dispositionsplanen og de politiske aftaler, der ligger bag planen for at forandre området til en attraktiv bydel.

Indhold

    Retningen for Gellerup-Toveshøj er gennem de seneste 20 år blevet lagt gennem en række politiske aftaler. Helhedsplanen for Gellerup blev udarbejdet i 2007 et samarbejde mellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Denne blev efterfulgt af en dispositionsplan for Gellerupparken og Toveshøj i 2010/2011, som blev udviklet på baggrund af to politiske aftaler fra 2009 og 2010.

    Hvor helhedsplanen er en overordnet strategi for, hvordan kombinationen af boligsociale indsatser og fysiske forandringer skulle bidrage til Gellerups udvikling, konkretiserede dispositionsplanen visionerne i en samlet områdeplan. Indholdet i denne er desuden senere blevet omsat til konkrete lokalplaner, som du kan læse om under Kvarterdannelse og infrastruktur.

    I 2016 vedtog Aarhus Byråd aftalen 'Strategi mod parallelsamfund, og året efter blev ’Strategi for udsatte boligområder’ udarbejdet i samarbejde med boligforeningerne i en række udsatte boligområder. Sammen med den nationale ’Parallelsamfundsaftale’ fra 2018 har disse aftaler sat rammen for blandt andet udviklingen i Gellerup. Senere samme år vedtog Aarhus Byråd en ’Aftale om udsatte boligområder i Aarhus’ med formålet at sikre en god by for alle uden udsatte boligområder.

    En god by for børn, er en god by for alle

    Med Aarhus Byråds aftale fra 2018 blev det vedtaget, at der skulle udarbejdes udviklingsplaner for blandt andet Gellerup og Toveshøj, hvorfor Brabrand Boligforening og Aarhus året efter udarbejdede udviklingsplanen ”En god by for børn, er en god by for alle”. Samme år vedtog byrådet en aftale om nyt, attraktivt skoletilbud i blandt andet Gellerup.

    I en aftale fra 2024 blev der gjort status på udviklingen, og de næste skridt mod at sikre attraktive bydele i hele Aarhus blev lagt. Fremgangen gennem årene var tydelig især i forhold til uddannelse og beskæftigelse, men der var stadig et behov for tryghedsskabende indsatser og for at lægge fokus på de børn og unge, som vokser op i et udsat boligområde.

    For Gellerup-Toveshøj har det siden 2024 blandt andet betydet øgede kriminalpræventive indsatser og muligheden for at renovere eksisterende boliger og udvikle nye boligtyper, der bidrager til at gøre bydelen attraktiv for flere forskellige beboergrupper.

    Sidst opdateret: 25. februar 2026