Grundlaget

Grundlaget - Planer og politiske aftaler

Den fysiske byudvikling af Gellerup og Toveshøj er forankret i Helhedsplan Gellerup, Dispositionsplanen og de politiske aftaler, der ligger bag planen for omdannelse af området til en attraktiv bydel.

Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune indgår i et samarbejde, der skal udvikle Gellerup og Toveshøj. I 2007 vedtages den fysiske helhedsplan for området. Sammen med boligsociale indsatser skal området forandres fra at være socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel på linje med resten af Aarhus.

Helhedsplanen - en overordnet strategi, der sætter retningen

Helhedsplanens formål er blandt andet via radikale fysiske forandringer at ændre området fra et udsat boligområde til en attraktiv bydel. Et blomstrende byliv, mangfoldig beboersammensætning, en oplevelsesrig arkitektur og et sikkert, trygt miljø skal kendetegne bydelen.

Dispositionsplanen - en overordnet områdeplan, der sætter rammen

Hvor helhedsplanen er den overordnede strategi, så konkretiserer dispositionsplanen de overordnede visioner for området i ord og billeder. Dispositionsplanen giver en mere detaljeret beskrivelse i form af en samlet områdeplan. Den viser, hvordan arealerne skal anvendes og hvilke funktioner området skal rumme. Den sætter også rammen for planer for nybyggeri, nedrivninger og nye veje. Senere omsættes visionerne til konkrete lokalplaner.

Politiske aftaler - et samarbejde mellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune

Grundlaget for dispositionsplanen er indgåelse af to politiske aftaler. I 2009 går helhedsplanen ind i en ny fase, hvor rammerne for områdets fysiske udvikling skal konkretiseres. Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune er nået til enighed om centrale elementer for arbejdet med en dispositionsplan og der indgås aftale om grundlaget for planen d. 23. juni 2009.

Efter en offentlig høringsfase bekræfter parterne d. 19. november 2010 enigheden om dispositionsplanen, samt de forpligtelser indgået med aftalen fra 2009.